VEDTÆGTER
FOR
Foreningen til bevarelse af Dronningens Pakhus
§1 Navn og hjemsted.
Stk.1. Foreningens navn er: Foreningen til bevarelse af Dronningens Pakhus
Stk.2. Foreningens hjemsted er Lolland kommune.
§2 Formål.
Stk.1. Foreningens formål er:
På et almennyttigt grundlag at medvirke til bevarelse og restaurering af den fredede bygning ”Dronningens Pakhus”, Havnegade 73, 4900 Nakskov.
§3 Medlemskreds
Stk.1. Som medlemmer optages enhver (personer, foreninger og virksomheder), som har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål.
Stk.2. Medlemskabet er først gyldigt, når medlemmet har betalt kontingent.
Stk.3. Udmeldelse skal ske ved skriftlig henvendelse til foreningens kasserer med virkning fra
udgangen af et regnskabsår.
Stk.4. Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. Kontingentet opkræves
forud for regnskabsår.
§4 Generalforsamlingen
Stk.1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk.2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af maj måned og
indkaldes med mindst tre ugers varsel ved mail til medlemmerne med angivelse af dagsorden.
Stk.3. Generalforsamlingen er offentlig. Stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer,
der senest ugedagen forinden har betalt forfaldent kontingent. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk.4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af stemmetællere
2. Valg af dirigent
3. Formandens beretning
4. Fremlæggelse og godkendelse af årsregnskabet.
5. Behandling af indkomne forslag
6. Fastsættelse af kontingent
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter
8. Valg af revisor og en revisorsuppleant
9. Eventuelt
Stk.5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14
dage før generalforsamlingen. Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være
bestyrelsen i hænde senest 1. januar.
Stk.6. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
Stk.7. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot én mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning. Ved sådanne personvalg anvendes reglen om simpelt flertal.
§5 Ekstraordinær generalforsamling
Stk.1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal
afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for
formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter at
anmodningen er kommet til formandens kundskab.
Stk.2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger.
§6 Foreningens daglige ledelse
Stk.1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der foruden formanden består af kassereren
og 3-5 medlemmer. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for en 2-årig periode, således at der
hvert år vælges op til 3 medlemmer i lige årstal og op til 4 medlemmer i ulige årstal.
Stk.2. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og
generalforsamlingens beslutninger.
Stk.3. Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen af og
blandt sine medlemmer vælger formand, næstformand og kasserer. Alle tillidsposter gælder frem til næste generalforsamling.
Stk.4. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og
arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.
Stk.5. Formanden - og i dennes fravær næstformanden - indkalder og leder bestyrelsens møder.
Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller
mindst tre medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om det overfor formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter anmodningen er kommet til formandens kundskab.
§7 Økonomi, regnskab og revision
Stk.1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk.2. Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen.
Stk.3. Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsregister.
Stk.4. Regnskabet revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor.
§8 Tegningsregler og hæftelse
Stk.1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere
bestyrelsesmedlem i forening. Ved optagelse af lån og ved salg/ pantsætning af fast ejendom tegnes
foreningen af den samlede bestyrelse.
Stk.2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der
påhviler foreningen.
§9 Vedtægtsændringer
Stk.1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.
Stk.2. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.
§10 Opløsning
Stk.1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på to hinanden følgende
generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.
Stk.2. Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning anvendes i overensstemmelse med de i § 2
fastsatte formål eller til andre almennyttige formål. Beslutning om den konkrete anvendelse af
formuen træffes af den opløsende generalforsamling.
§11 Datering
Stk.1. Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 20. januar 2022.
Dirigentens underskrift.
__________________________________________